Det Glemte Slag

Udflugtspakke til Classens Have

Undervisning om Englandskrigene (1801 og 1807-1814) i fagene Historie og Geografi.

Vejen til Classens Have (rute fra Østerport st., Trianglen eller Kastellet), med forslag til aktiviteter og undervisning.

I den offentliger park, Ved Classens Have, er der monument over Johan Classen, der har lagt navn til området og mindesmærke for Livjægerne.

Øvelser med kildekritik af billeder. (På stedet eller i klassen).

Opdagelsen af den forsvundne have (øvelse med kort)

Historisk baggrund:

Classens Have var en prægtig have i stil med Frederiksberg Have. Det lå i området mellem Strandboulevarden, Classensgade, Holsteinsgade og området ved Ringstedgade.

Classens Have optræder som et historisk sted under Englandskrigene. Det var her Udfaldet i Classens Have fandt sted.

København var omringet af 30.000 engelske soldater. København var beskyttet af store voldanlæg med soldater og kanoner. Voldanlæggene findes i dag kun på Christianshavn og delvist i parkerne: Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken.

Kastellet afsluttede voldanlægget ud til havneindsejlingen.

Fra Kastellet angreb danske soldater i august 1807 de engelske soldater. Det største angreb mod englænderne var d. 31. august, hvor 2200 mand gik ud fra Norgesporten i Kastellet og angreb Classens Have.

I Classens Have lå familien Classens store palæ – Justinenborg – og en skole. Bygningerne var besat af englænderne og den fine have med mange store træer gav de engelske soldater beskyttelse.

Missionen var at fælde så mange træer som muligt og brænde bygningerne ned. Hvis englænderne angreb byen, skulle man frit kunne skyde dem med kanonerne fra volden og Kastellet. Missionen lykkedes.

Men angrebet blev et bombardement, der varede i flere døgn. København overgav sig og englænderne stjal Nordens prægtigste flåde.

I 1880’erne forsvandt de sidste rester af Classens Have, da området blev bygget til i forbindelse med eksplosiv befolkningsvækst i København og brokvarterenes opståen. På et markområde ved siden af Classens Have blev i 1920’erne også bygget boliger og for at mindes den gamle Classens Have, kaldte man boligerne ”Ved Classens Have” og tilføjede en lille offentlig have, som kompensation for fortidens prægtige have. I dag er Classens Have et populært sted at solbade og lege med børnene på legepladsen og boldbanerne – men det er altså ikke den rigtige gamle Classens Have. Men i haven er et mindesmærke for Livjægerne og på mindesmærket er et bronzerelief af Eckersberg og Lahdes billede: Udfaldet i Classens Have.

Udebasen